NISSAN JUKE NISMO FÅR VERDENSPREMIERE I FORBINDELSE MED LE MANS
I den kommende weekend får produktionsversionen af Nissan Juke Nismo verdenspremiere i forbindelse med verdens mest berømte motorløb - 24-timers-løbet i Le Mans. Juke Nismo vil blive fremvist sammen med den banebrydende Nissan DeltaWing og Juke-R. Juke Nismo modellen er tidligere vist frem som konceptbil på biludstillingerne i Tokyo og Geneve, og den er det første indblik i Nismos legendariske performance-DNA, der fuldfører sin længe ventede overgang fra racerbanerne til vejene i starten af 2013.
Nissan var pioner i det kompakte crossover-segment i bilbranchen med introduktionen af Juke i 2010, og koncernen viderefører nu sin førerposition med lanceringen af den første rendyrkede performance-crossover - Nissan Juke Nismo. Nissans Nismo-modeller, der er udviklet af mærkets motorsports- og individualiseringsdivision i Japan, omfatter både markante og individuelle udgaver af Nissans standardbiler med sportsligt orienterede køreegenskaber, præstationer og køreglæde - og det starter med Juke.
Nissan Juke Nismo kombinerer det nuværende, iøjnefaldende Nissan Juke-design med en unik blanding af sportslige coupélinjer og SUV-styling med påvirkning af Nismos ekspertise inden for motorsport. Nismo specialisterne har konstrueret et nyt aerodynamisk kit, der giver Juke et endnu mere effektivt, dynamisk og kraftfuldt design. Den nye model har lavere kofangere foran og bagpå, bredere skærme, sideskørter, en ændret kølergrill og en bagklapspoiler, der styrer luftstrømmen. Disse aerodynamiske forbedringer reducerer opdriften forrest og bagest uden at øge luftmodstanden, så Juke Nismo får endnu bedre køreegenskaber. Flotte, nye 18"-alufælge med bredere dæk giver bedre vejgreb og giver Juke et endnu mere markant udseende på gaden.
Juke Nismo er opgraderet med en tunet version af 1,6-liters benzinmotoren med direkte indsprøjtning og turboladning, som er inspireret af motoren i Nissans revolutionerende racerbil DeltaWing, der deltager i Le Mans. Foruden en forbedret undervogn og en ny opsætning af styretøjet, der giver mere sportslig og direkte styring, og bedre traction control vil den nye model også kunne fås med torque vectoring - en teknologi, der giver bedre vejgreb og svingegenskaber.
Nismo-ændringerne fortsætter i kabinen, hvor rat, pedaler, målere, gearknop og dørbeklædninger er blevet redesignet og giver en mere sportslig følelse under kørslen. For yderligere at understrege bilens sportslige personlighed er den udstyret med særlige Nismo sportssæder med indtræk i ruskind med røde syninger, der giver bedre støtte i sving.
Historien om Nissan Juke som performance-bil startede i slutningen af sidste år med Juke-R, der oprindeligt var tænkt som en enkeltstående konceptbil, men som nu er sat i begrænset produktion på grund af efterspørgslen. I den kommende weekend står den nye Juke Nismo side om side med Juke-R og starter et nyt, spændende kapitel for den kompakte sports-crossover, når Nismo-logoet begynder sin rejse fra racerbanerne til gaden.
Juke Nismo skal produceres af Nissan Motor Manufacturing UK i Sunderland sammen med de øvrige versioner af Juke. Salget af Juke Nismo starter i Europa i begyndelsen af 2013. Flere detaljer og specifikationer følger, når vi kommer tættere på lanceringen.
Om Nismo
Nismo er Nissans eksklusive performance-brand. Mærket er en udløber af Nissans store motorsportsaktiviteter, der føres an af Nissan Motorsports International Co. Ltd (Nismo), der blev etableret i 1984.
I dag tilbyder Nismo også en unik kombination af præstationer og tekniske innovationer. Alle kan nyde spændingen ved at køre i en bil tunet af Nismo og med Nismos teknologi, der har vist sit værd i motorsporten.
Nismo er på det højeste niveau i GT- og sportsvognsserierne - blandt andet den japanske SUPER GT-serie - samt World Endurance Championship (WEC), 24-timers-løbet i Le Mans og Le Mans-serien i Europa og USA.
I 2011 vandt GT-R-racerbiler udviklet af Nismo individuelle og teamsejre i SUPER GT, og den individuelle sejr i FIA GT1 World Championship, og biler med motorer udviklet af Nismo vandt LMP2-klassen i 24-timers-løbet i Le Mans og sejre i LMP2-klassen i Intercontinental Le Mans Cup (ILMC) og Le Mans-serien. I 2012 leverer Nissan 14 motorer til de konkurrerende biler i LMP2-klassen. Nismo vandt også individuelle og teamsejre i den nationale klasse i All-Japan formel 3-mesterskabet.
Nismo tilbyder nu GT-R Nismo GT3, som er godkendt til deltagelse i forskellige mesterskaber rundt om i verden.
Nismo har også udviklet den særdeles kraftfulde LEAF Nismo RC - verdens første komplet eldrevne racerbil, der fik sin debut foran et publikum ved sidste års 24-timers-løb i Le Mans. Den er starten på en ny æra inden for teknologisk avanceret motorsport, hvor grænserne for det mulige bliver udvidet.