GE OG NISSAN VIL FREMME UDVIKLINGEN AF ELBILER MED INTELLIGENT OPLADNINGSSYSTEM

Virksomhederne kigger nærmere på integrationen af elbiler i dagligdagen

NISKAYUNA, New York (den 26. april 2010) - I kapløbet om at etablere en intelligent opladningsinfrastruktur, som skal forsyne elbilerne i den forestående bølge af plug in-biler med strøm, har GE og Nissan indgået et samarbejde om at undersøge nye teknologiske udviklinger, som kan gøre intelligent opladning til virkelighed. De to virksomheder har underskrevet en 3-årig hensigtserklæring om at udforske nye teknologier, som er nødvendige for at opbygge en pålidelig, hurtig og intelligent opladningsinfrastruktur.

Hensigtserklæringen forener kræfterne fra to virksomheder med erfaring inden for de vigtigste elementer, der er nødvendige for at få intelligent opladning til at fungere. GE er verdens førende virksomhed i energisektoren med kunder i alle grene af elforsyningen. Nissan er en af verdens største bilproducenter og førende inden for elbiler. Den komplet eldrevne nul-emissions-bil Nissan LEAF lanceres efter planen senere i år i Japan, USA og Europa.

"Gennem de seneste par år har vi set en hurtig stigning i innovationer inden for plug in-hybridbiler og elbiler, og det har sat gang i en revolution inden for teknologier til intelligent opladning", udtalte Mark Little, senior vice president og director hos GE Global Research. "Sammen med Nissan foretager vi en grundig undersøgelse af, hvilke teknologier, der vil være behov for i bilerne, i forsyningsnettet og i hjemmet eller på arbejdspladsen, for at intelligent opladning kan realiseres".

"Det er Nissans vision at virkeliggøre nul-emissions-mobilitet med en holistisk tilgang ved at samarbejde med forskellige partnere i en lang række forskellige industrier", udtalte Shunichi Toyomasu, corporate vice president hos Nissan Motor Co., Ltd. "Vi forventer, at vores undersøgelser i samarbejde med GE vil give os indsigt i, hvilke tilslutninger til elbiler, der er behov for i private hjem/bygninger og i elforsyningsnettet".
--Fortsættes--
GE og Nissan har defineret to nøgleområder, hvor der potentielt kan samarbejdes. Det første område er integrering af elbiler i private hjem og andre bygninger. Det andet område har fokus på elforsyningsnettets muligheder for opladning af elbiler. I de kommende måder vil GE og Nissan arbejde på at identificere specifikke projekter, som de kan gå sammen om, inden for hvert af disse områder.
En stor del af det arbejde, som GE vil yde i den forbindelse, bliver udført på GE's globale researchfaciliteter i Niskayuna, New York, hvor de nyeste undersøgelser vedr. biltransport og intelligent teknologi i elnettet vil fremme samarbejdet. Nissan deltager primært via Nissan Technical Center North America, som er placeret i Farmington Hills, Michigan, og med support fra Nissan Advanced Technology Center i Japan.

Om GE Global Research
GE Global Research er knudepunktet for den teknologiske udvikling i alle GE's forretningsgrene. GE's videnskabsfolk og ingeniører flytter grænserne for, hvad der er muligt, de driver væksten inden for deres forretningsområder og finder løsninger på nogle af verdens mest komplicerede problemstillinger.

GE skaber innovationer 24 timer i døgnet med faciliteter i Niskayuna, New York; Bangalore, Indien; Shanghai, Kina og München, Tyskland. Besøg GE Global Research på hjemmesiden: www.ge.com/research. Mød GE's teknikere på http://edisonsdesk.com og twitter.com/edisonsdesk.

Om Nissan
Nissan Motor Company er en global bilkoncern, som I 2009 solgte 3,36 millioner biler. Nissan er repræsenteret på alle større markeder, og koncernen sælger et bredt program af personbiler, pickup-modeller, SUV-modeller og lette varebiler under mærkerne Nissan og Infiniti.

Nissan Advanced Technology Center (NATC) er Nissans topmoderne R&D-facilitet i Kanagawa præfekturet i Japan. NATC går forrest inden for innovative miljø- og sikkerhedsteknologier, så Nissans bilingeniører kan udvikle mere effektive motorer på et centralt sted, hvor der også er et avanceret billaboratorium og et laboratorium for elmotorer.

Nissan har to andre store faciliteter i Kanagawa til produktplanlægning, forskning og udvikling samt avanceret udvikling - Nissan Technical Center (NTC) i Atsugi og Nissan Research Center (NRC) i Yokosuka.

###

http://www.newsroom.nissan-europe.com/EU/en-gb/Home/Welcome.aspx


Peter Hal
Country Manager
Nissan Nordic Danmark
Tlf. +45 39 10 00 25/40 96 99 00,
phal@nissan-europe.com
Fulvio Graglia
PR Manager
Nissan Nordic Danmark
Tel. 39 10 00 33/40190216
fgraglia@nissan-europe.com


Nissan i Europa
Nissan beskæftiger ca. 12.400 personer i Europa. Nissans aktiviteter spænder fra design, research og udvikling til produktion, logistik, salg og marketing. I 2008 solgte selskabet 530.000 køretøjer i 40 forskellige vest- og østeuropæiske markeder, inklusive Rusland.
Nissan har i samme periode produceret næsten 450.000 køretøjer på sine spanske og britiske fabrikker. For yderligere oplysninger, besøg http://www.nissaneurope-newsbureau.com/

Nissan Nordic Europe Oy
Nissan Nordic Europe Oy er Nissans import- og marketingselskab dækkende
Finland, Sverige, Norge og Danmark samt Baltikum. Selskabet har hovedkontor i Finland og beskæftiger omkring 180 ansatte.