NY MOTOR TIL NISSAN JUKE
Den nye generation af 1,5-liters dCi-motoren giver Nissans kompakte crossover
mere drejningsmoment, en bedre brændstoføkonomi og mindre CO2
- CO2-udledning reduceret helt ned til 109 g/km
- Den nye generation af 1.5 dCi har følgende:
- et øget af drejningsmomentet på 20 Nm til nu 260 Nm
- et forbedret brændstofforbrug fra 20,8 km/l til nu 23,8 km/l
- Start-stop-system er nu standard
- Ændrede gearudvekslingsforhold, der giver bedre køreegenskaber og brændstofeffektivitet
- Reduceret motorstøj
Mere drejningsmoment, bedre brændstoføkonomi, mindre CO2-udledning, reduceret støj og tilføjelse af start-stop-system. Det er blot nogle af fordelene ved den nyeste version af 1,5-liters dCi-motoren, som Nissan Juke nu fås med. Den nye version af den prisbelønnede dieselmotor med direkte indsprøjtning, som er udviklet af Nissans alliancepartner Renault, gør Juke mere effektiv, mere raffineret og giver sjovere køreegenskaber. Ud af de 330.000 Juke-modeller, som er solgt siden lanceringen i 2010, har over 132.000 stk. - ca. 40 procent af alt salget - været udstyret med 1.5 dCi dieselmotor. Derfor er introduktionen af den nye motor et meget vigtigt skridt. I Danmark er ca. 30 % af alle solgte Juke med dieselmotor.
Ændringerne har også øget motorens maksimale drejningsmoment med hele 20 Nm til 260 Nm, hvoraf 80 procent er tilgængeligt helt ned fra 1.500 omdr./min., hvilket giver bilen mærkbare bedre køreegenskaber. Og med CO2-udledninger på kun 109 g/km og et brændstofforbrug på 23,8 km/l ved blandet kørsel er den nye generation af motoren den mest effektive motor i Juke-programmet.
Forbedringerne er opnået ved hjælp af en række tekniske ændringer. De omfatter indføring af ændrede piezo-elektriske brændstofindsprøjtningsdyser, som nu har et mere præcist sprøjtemønster, hvilket giver en bedre forbrænding (med helt op til 15 % mindre uforbrændt brændstof), og en ny, hurtigere reagerende turbolader med lav inerti og variabel geometri, der får luft gennem en mere direkte - og mere effektiv - luftindsugning.
Derudover er der blevet indført et lavtryks-udstødningsgasrecirkulationssystem (EGR) i lukket kredsløb, hvor udstødningsgassen afkøles, før den sendes tilbage i indsugningssystemet. Det hjælper med til at sikre, at motoren lever op til de kommende Euro6-emissionsstandarder.
De øvrige ændringer omfatter en ny termostatstyret oliepumpe med variabel ydelse, som reducerer den indvendige friktion ved automatisk at tilpasse sig til motorens behov og oliens viskositet.
Og i samarbejde med de ingeniører, som er ansvarlige for Nissans yderst effektive benzinmotor, har den nye dieselmotor fået forbedret, lav friktion inklusive tilføjelse af diamantlignende kulfiberbelægninger (DLC) til ventilløfterne. En teknologi, som er inspireret fra Formel 1.
Motoren er endvidere udstyret med Nissans automatiske start-stop-system og en reduceret forbrændingsstøj øger motorens generelle raffinement yderligere. Herudvoer er der er foretaget ændringer af gearudvekslingsforholdene. 1. og 2. udvekslingsforhold er lidt kortere for at give en skarpere respons ved lave hastigheder, mens de øvrige fire udvekslingsforhold er en anelse længere og gør brug af det forbedrede drejningsmoment til at give en bedre brændstofeffektivitet.
Ved blandet kørsel kører den nye Juke 1.5 dCi 23,8 km/l i forhold til forgængerens 20,8 km/l - en forbedring på 12,5 %. Brændstofeffektiviteten øges også takket være anvendelsen af Nissan Dynamic Control-systemet, som giver føreren mulighed for at vælge mellem tre motorindstillinger - Eco, Normal og Sport. Dette system vælger ikke kun den passende indstilling af pedalfølsomheden i Eco- og Sport-indstillingerne, det begrænser også motorens maksimale drejningsmoment til 220 Nm i Eco-indstillingen. Men alle 260 Nm er til rådighed i kickdown.
Motorens ydelse forbliver 110 hk, og præstationerne (tophastighed på 175 km/h, 11,2 sek. fra 0-100 km/h) er også uændrede.
Den nye generation af motoren vil kunne fås i alle Jukes udstyrsversioner inklusive den særlige n-tec-version, der er udstyret med den allernyeste teknologi som fx det nyeste Nissan Connect-kommunikationscenter.
Ud over en ny navigationssoftware omfatter det nye system også avancerede features som Google Send-To-Car-teknologi, så ejeren kan planlægge turen hjemmefra eller på kontoret på en pc eller en tablet og efterfølgende sende anvisningerne til bilen forud for turen.
"Ud over de logiske fordele ved færre emissioner og en forbedret brændstofeffektivitet giver den nye motors større drejningsmoment mere fleksibilitet og mere raffinement, når man kører med jævn hastighed. Og bedre køreegenskaber, når man kører bykørsel med mange gearskift," siger Paul Wilcox, som er Senior Vice President for Sales and Marketing hos Nissan i Europa.