NISSAN PÅ RUNDTUR MED LEAF ELBIL - SÅ FLERE KAN PRØVE AT KØRE ELEKTRISK

 

Solgt 50.000 Nissan LEAF på verdensplan

Selvom der rent faktisk er solgt intet mindre end 50.000 på verdensplan, er der mange danskere, der endnu ikke har haft mulighed for at prøve en Nissan LEAF - eller overhovedet kørt en elbil.

Det vil Nissan nu prøve at lave om på. De tilbyder derfor prøveture og mulighed for at få mere information i alt 11 steder rundt om i landet. Næsten alle i forbindelse med et BILKA varehus.

Mulighed for hurtig-opladning ved BILKA

BILKA har lanceret et samarbejde med elbiloperatøren CLEVER, som har opsat hurtiglade-stationer ved de BILKA-varehuse, der bliver besøgt på turen. CLEVER er certificeret opladningspartner til Nissan LEAF og er med på turen med opladningsløsninger til elbilen.

Turen sættes igang på Landgreven og ved Torvehallerne i København, tirsdag den 5. og onsdag d. 6. marts. Fyn besøges d. 8 & 9. marts. Og i Jylland startes turen i Kolding den 10. marts og kører forskellige steder frem til den 16. marts. En oversigt over besøgssteder og tidspunkter kan ses på http://www.nissan.dk/#vehicles/electric-vehicles/electric-leaf/leaf/leaf_tourne/leaf_tour.

Gavekort på 100 kr. til BILKA

De første 30 hvert sted, der prøvekører en Nissan LEAF, modtager et gavekort på kr. 100 til BILKA.

Overskåret LEAF viser teknikken

I starten af tournéen medbringer Nissan også en overskåret LEAF i fuld størrelse, således at teknikken kan studeres på nært hold. Den overskårne LEAF er med i København, Hillerød og Odense.

Vind en LEAF i en måned

Sidst men ikke mindst deltager alle, der prøvekører en Nissan LEAF i løbet af tournéen, i lodtrækningen om at vinde en Nissan LEAF i en måned.

Om Nissan LEAF:

Nissan LEAF var den første masseproducerede elbil, der vandt titlen Årets Bil i Europa samt Årets Bil i Japan i 2011. Siden produktions-starten i december 2010 er der solgt mere end 50.000 eksemplarer. Det gør Nissan LEAF til verdens mest solgte elbil. Elmotoren yder 109 hk og har en tophastighed på 145 km/t. Nissan LEAF har en rækkevidde på op til 175 km på en fuld opladning. En fuld opladning tager mellem 6 og 10 timer afhængig af, om der benyttes 16A eller 10A. Der er også mulighed for kvikladning på specielle quick-charge stationer rundt i landet. Her kan batteriet oplades med op til 80% på blot 30 minutter. Nissan LEAF har fået 5 stjerne i Euro NCAP's sikkerhedstest. I løbet af 2013 startes europæisk produktion af Nissan LEAF i Sunderland.